
Christella Bamford
Christella Bamford (f. 1961) er uddannet fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding på linjen for glas og keramik, hvorfra hun tog sin afgang i 1991. Siden har hun arbejdet som selvstændig kunsthåndværker, kunstner og freelance farvedesigner.
Hun har gennem tiden haft adskillige udstillings- og udsmykningsprojekter. De seneste år har hun, på skulpturområdet, primært arbejdet i keramik, glas og bronze. Heriblandt en altertavle i glas og bronze til Soderup Kirke Eskildstrup i Tølløse samt projekter med store digitale fotosamplinger til udsmykning af virksomheder, bl.a. i shoppingcenteret Broen i Esbjerg.
Som farvedesigner har hun ny-stafferet og farvesat en del middelalderkirker, senest i Blovstrød Kirke, der blev indviet i 2023. Hun har desuden designet inventar til flere kirker og håndlavet et stort altertæppe til Frederiksværk Kirke, udført en indsats til en døbefont og et dåbsfad i glas til Lille Grandløse Kirke samt en ny døbefont i aluminium, ler og glas til Gørløse Kirke.
I sommermånederne er hun tilknyttet Sagnlandet Lejres historiske værksted som keramiker. Her arbejder hun med rekonstruktioner af arkæologiske fund og formidler det gamle håndværk.
Christella Bamfords keramiske arbejder har håndværket som omdrejningspunkt med den umiddelbare impuls som retningsgiver i unika-værkerne, hvor håndværk og leg supplerer hinanden for at bevare et levende udtryk.
Kilde: Kunstnerens hjemmeside
Foto: Privat