Titel: “Kuglen”, 2018
Kunstner: Jens Chr. Jensen (f. 1949)
Materiale: Patineret metal (brugte savklinger)
Erhvervet: Af kunstneren
Placering: Vardevej/Dalstrøget, 6862 Tistrup
Opstillingsår: 2018
Skænket af: JANUS samt Tistrup Borger- og Erhvervsforening
Overfor mejeriet på hjørnet af Vardevej og Dalstrøget står en stor, rusten og porøs kugle, skabt af brugte savklinger. Det ser næsten ud som om den bare er dumpet ned og landet lige ved landevejen gennem Tistrup. Værket er blevet til i et samarbejde mellem billedhuggeren Jens Chr. Jensen og Tistrup Skole.
Skulpturen der er rund som en bold, kan måske lede tankerne hen på leg, som udfoldes på både skolen og i hallen, der ligger lige i nærheden.
I udviklingsplanen for Hodde og Tistrup lancerede man tre projekter omkring Tistrup som Kunstens by, herunder Kunst i byrummet og i naturen. Idéen var, at kunsten skulle indgå i bymiljøet med integrerede og stedsspecifikke værker, i modsætning til færdige værker, som blot stilles op. Der var et ønske om, at stationsbyen Tistrup på den måde selv blev inddraget og dermed blev en del af kunsten.
Det var derfor tanken, at kunstnerne skulle inddrages tidligt i planlægningen, så værkerne kunne indgå som aktive og energiskabende elementer i byens rum. ”Kuglen” af Jens Chr. Jensens var det første egentlige led i denne plan.
JANUS – Vestjyllands Kunstmuseum har bidraget til projektet i form af idéudvikling og kunstfaglig bistand.
”Kuglen” blev indviet foråret 2018.
Kilde: Dokument om offentlige skulpturer i Tistrup af Bjarke Regn Svendsen; Jens Chr. Jensen
Foto: Privat
Jens Chr. Jensen