På et græsområde på hjørnet af Kastanievej og Storegade er der placeret to granitsten med lidt afstand imellem sig. Stenene ser umiddelbart almindelige og naturlige ud, men ved nærmere eftersyn kan man se at der er lavet udhugninger.
Stenskulpturerne er uden titel og er udført af kunstneren Frede Troelsen, der var meget optaget af tegn og symboler, og eksperimenterede med dem på adskillige af skitser og huggede dem i sten. Kunstneren var inspireret af egyptiske hieroglyffer, nordiske runer samt af kinesiske og japanske skrifttegn, og han skabte sit eget sprog og alfabet igennem tegnene.
Hans kunst kredsede altid om temaerne fødslen, drømmen, kønnet og døden.
Det siges, at de der så hans værker, fortolkede dem vidt forskelligt, og det var også meningen, ifølge kunstneren. For ham var tegnene nemlig uden mening, men fulde af betydning. En betydning, som det var op til folk selv at finde frem til.
Værket blev erhvervet af Vestjysk Kunstforening i begyndelsen af 70’erne.
Kilde: Dokument om offentlige skulpturer i Tistrup af Bjarke Regn Svendsen.