Fernisering fredag 22. maj kl. 16.00
Fra d. 22. maj til til 3. juli udstiller kunstnerne Anne Sofie Ejersbo og Gustaw Iwinski i Varde Kunstforening.
Anne Sofie Rovsing Ejersbo er kunsthistoriker, tegner og maler. Hun har også virksomheden Floras Tegneture, der sælger undervisningskits med tegneopgaver. Her debuterer hun med sine autodidakte bronze-skulpturer skabt med teknikken cire perdue, så der kun bliver én af hver, da formen går tabt undervejs.
Hun er optaget af naturen, dyr og fugle, og hvad hun kalder botaniske figurer som f.eks. en skulptur med titlen ’Havbotanik’ på sten. Dyr som ’vædderhovede’, ’fortidsbjørn’, ‘rotte’ og ’ugle’ er realistiske gendigtninger, hvor størrelsen ikke passer. Hun har også lavet en række små skulpturer af en ’soldreng’ eller en ’gotisk dreng’, hvor fugl og menneske er smeltet sammen til et monsteragtigt væsen, eller bare af ’Eksistensen’.
Ejersbo trækker på en lang tradition for gengivelser af dyr, men man fornemmer, at det ikke kun handler om at vise form, men i høj grad også om at vise naturens figurer som netop eksistens, som vi skal se på med et andet blik end bare udnyttelse.
Gustaw Iwinski født i Polen i Gdansk – bosat i Esbjerg. Gustaw Iwinski får inspiration til sine kunstværker fra den brede verden , men han nyder at udleve sin kreativitet og kunstneriske udfoldelse i en hjemlig atmosfære.
Man keder sig aldrig, når man går gennem Gustaw Iwinski’s kunstmalerier. Hans værker er meget forskelligartede og han kan lide at sprænge både traditionelle og egne grænser.
Fælles for Gustaw Iwinski’s kunstværker er, at de er åbne for fortolkning, og gerne må fremprovokere abstrakte følelser hos betragteren. Det ses ofte, at han udarbejder en billedserie hver gang han får inspiration til nye motiver, hvor man ofte kan finde en række lignende kunstmalerier i samme genre, farver og motiver. Det fremgår derfor i hans moderne malerier, at han tør tænke i nye baner, når ny inspiration er i sigte.
Hans kunst er ofte karakteriseret som figurativ og surrealistisk med en stærk brug af farver. Han er især kendt for sine ikoniske malerier af harer og andre dyr i menneskelignende roller.
Udstillinger: Udover sit eget galleri udstiller han ofte i kunstforeninger og deltager i lokale initiativer som ”Blå Døre”.
Læs mere på: Vardekunst
Åbningstider: Onsdag-søndag 10-16. Hele året
Dog mandag-søndag 10-17, 1. juli – 31. august
LUKKET d. 23., 24., 25., 26., 27., 30., 31. december samt 1. januar
Varde Kunstforenings udstillingssal på Museum Frello
Kirkepladsen 1
6800 Varde