Bjarke Regn Svendsen
Bjarke Regn Svendsen (f. 1949) er født og bor i Tistrup. Hans kunstneriske udgangspunkt er den saglige realisme, og med ”Nyrealismens” gennembrud i 70’erne fandt han sit ståsted som kunstner.
Hverdagens banaliteter kunne nu ophøjes til kunst. Det at finde skønheden i hverdagens oversete detaljer og opleve, hvordan en smal scene kunne blive sin egen lille visuelle verden, var noget der optog hans interesse.
De senere år er den saglige realisme til dels blevet erstattet af et billedsprog, der samtidig via den tilsyneladende tilfældige beskæring kan fortælle en historie. En historie i form af udefinerbare fortællinger som led i en film med billeder, der også taler til underbevidstheden. Hele tiden har det været fotografiet, der har været udgangspunktet. Senest har kunstneren ofte benyttet sig af uskarpe fotos, som er blevet taget ved at bevæge kameraet under optagelsen.
Bjarke Regn Svendsens kunst handler kun om at se og observere. Der ligger derfor sjældent noget egentligt budskab bag, og fortolkningen er helt overladt til beskueren selv.
Bjarke Regn Svendsen har studeret teologi og kunsthistorie på Aarhus Universitet. Han har deltaget på adskillige udstillinger i hele Europa og er repræsenteret på museer i hele landet, herunder bl.a. Statens Museum for Kunst. Han har udført flere udsmykninger og repræsentative portrætter, og har lavet illustrationer til en lang række plakater. Kunstneren har modtaget flere priser og legater bl.a. fra Statens Kunstfond. Han har været medlem af Repræsentantskabet for Statens Kunstfonds og af deres legat- og indkøbsudvalg, og i flere år var han kunstnerisk leder af JANUS i Tistrup.
Foto: Privat