Titel: “Esepigen”, 2018
Kunstner: Stinne Teglhus (f. 1961)
Materiale: Granit
Erhvervet: Ukendt
Placering: Blåvand Medborgerhus, Blåvandvej 30, 6857 Blåvand
Opstillingsår: 2018
Skænket af: Lokale borgere og erhvervsfolk
I Blåvand ville borgerne gerne mindes det gamle erhverv, som mange kvinder på egnen udførte i 1816-1880, nemlig det at være Esepige. En Esepiges arbejde var at sætte madding på fiskernes kroge og klargøre linerne til fiskeri. Det var både et hårdt og koldt arbejde.
Esepigerne gik rundt på bare fødder og gravede orm op i det våde sand på stranden. De bandt deres skørter op, med en strik om livet, så de ikke blev våde, når de bukkede sig ned for at samle ormene op. Derfor har Esepigens klædedragt denne karakteristiske “vulk” rundt om livet. Hun bar et kraftigt tørklæde om hovedet i et forsøg på at holde varmen.
Skulpturen er placeret foran den gamle stråtækte bygning, der oprindeligt husede Blåvand skole. Siden er bygningen blevet hjemsted for det lokalhistoriske museum og fungerer i dag som medborgerhus.
De to aktive Blåvand-borgere Jørgen Tøstesen og Niels Arne Jessen, tog initiativet og fik gennem donationer fra lokale borgere og erhvervsfolk, skaffet midlerne til projektet. Rigmor Bech-Pedersen fra Ølgod formidlede kontakten til billedhugger Stinne Teglhus, der så det som en spændende opgave og en stor ære, at få lov til at skabe Esepigen til Blåvand.
Som forlæg til skulpturen havde hun kun et gammelt litografisk tryk med titlen ”En Pige fra Blaavands-Huk”, der var udført af F. C. Lund. Dette motiv genkendte hun fra sin barndoms sommerferier ved Ho Bugt, hvor billedet hang på væggen i deres sommerhus. Kunstneren fortæller, at hun tit sad og kikkede på hende og tænkte, at hun måtte fryse tæerne. Så for at have noget mere konkret at arbejde efter, fik kunstnerens datter opgaven at stå model til Esepigen.
Kilde: Stinne Teglhus
Foto: Bendix Production
Stinne Teglhus