Titel: “Steler”, 1995
Kunstner: Niels Peter Brunn Nielsen (f. 1959)
Materiale: Granit
Erhvervet: Gennem kunstneren
Placering: Nørremarksvej 38, 6800 Varde
Opstillingsår: 1995
Skænket af: Ukendt
På plænen ved Nørremarksvej, tæt på rundkørslen ved Ringkøbingvej, står to skulpturer med titlen Steler, skabt af billedhuggeren Niels Peter Brunn Nielsen. Værkerne er udhugget i rød Vangaa-granit og rejser sig som markante former i landskabet.
De to steler har organiske, svungne linjer. Granitten fremstår i kontraster: nogle flader er rå og ubehandlede, andre har systematisk udhuggede riller, og visse steder er stenen glatpoleret. Denne variation er kendetegnende for kunstnerens arbejde – han lader granittens forskellige bearbejdninger stå i skarp kontrast og skaber en sanselig oplevelse for beskueren.
Ordet stele stammer fra græsk og betyder “stående blok”. Historisk har steler været anvendt som gravmarkeringer med navne og titler eller som monumenter for militære triumfer. Her er de fortolket som abstrakte former, der inviterer til refleksion.
Skulpturerne blev skænket til det daværende Kongsgaard Andelsboligforening og ejes i dag af Varde Bolig Administration. De blev opstillet i 1995.
Der findes også et andet værk af Niels Peter Brunn Nielsen i Varde Kommune: “Sort Ring” i Kunsthaven ved VARDE GARTEN.
Kilde: Niels Peter Bruun Nielsen og Varde Bolig Administration
Foto: Bendix Production
Niels Peter Bruun Nielsen