
Bent Hagedorn-Olsen
Bent Hagedorn-Olsen (f. 1931), er en dansk billedhugger og maler. Han blev uddannet på Kunstakademiet i København og havde flere ophold i udlandet.
Som ung blev han udlært bådebygger, og efterfølgende tog han en uddannelse i kunstpædagogik. Han har desuden arbejdet som konservator ved Nationalmuseets kirkekonservering og som kunstnerisk konsulent for Nordjyllands Amt.
Bent Hagedorn-Olsen kommer ud af en kunstnerfamilie, som ved flere lejligheder har udstillet sammen. Hans far var maleren Thorvald Hagedorn-Olsen.
Han begyndte som ren naturalist med sine granitskulpturerer, som “Hedebondens kone”, men siden har han arbejdet både naturalistisk med at skildre menneskekroppe og mere abstrakt med undersøgelser over krystalformer. Senere arbejdede han også i keramik, kasserede elmaster og andet materiale.
Bent Hagedorn-Olsen har desuden lavet klatreskulpturer af brugte elmaster til skoler og institutioner i forskellige opstillinger på grønne plæner hvor skyggerne danner maleriske mønstre, samtidig med at ungerne gennem legen får en fornemmelse af former. Til blindehjemmet Minibo i Ålborg skabte han en symbolsk føleskulptur i stentøj formet som en knyttet højrehånd oven på en fremstrakt hånd på en kugle. Til bilfirmaet Andersen og Martini i København har han sammen med sin bror, keramiker Jeppe Hagedorn-Olsen lavet et keramisk relief.
Kunstneren har udstillet på flere museer og kunstforeninger i hele landet. Sammen med flere andre familiemedlemmers værker blev Bent Hagedorn-Olsen udstillet på J. F. Willumsens Museum i 1983. Flere af hans værker blev også vist på en soloudstillede på Varde Museum i 1984.
Kilde: Kulturarv.dk: Weilbachs Kunstnerleksikon; Bent Hagedorn-Olsen – Trap Danmark | Lex
Foto: Varde Lokalarkiv, fotograf Peter Sick