Bent Sørensen
Bent Aaris Sørensen (1923-2008) var en dansk billedhugger fra Maribo, og senere Frederiksberg. Han ville oprindelig være maler, men blev under sin uddannelse optaget af de plastiske problemer og skiftede derfor til billedhuggerskolen på Kunstakademiet.
Hans tidlige arbejder var naturalistiske, men under ophold i Paris efter krigen, mødte han både franske og danske kunstnere fra gruppen omkring Galerie Denise René, der arbejdede med konstruktiv kunst. Så fra 1960’erne blev den mere konstruktivistiske og nonfigurative form hans foretrukne.
Bent Sørensen arbejdede i mange forskellige materialer lige fra skrot, støbe- og pladejern, cortenstål, bronze og granit.
Blandt flere offentlige udsmykninger kan nævnes bronzeskulpturen ”Bånd” fra 1972 foran Tårnby Rådhus, den kolossale skulptur foran TV-byen i Gladsaxe ”Port” fra 1974, og ”4 Broer” i bemalet cortenstål fra 1986-92 over åen i Hobro. Hans skulpturer er også placeret flere steder i udlandet.
Bent Sørensen var medlem af Den Frie Udstilling og Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlig Rum.
Han modtog Eckersberg Medaljen i 1959 og Thorvaldsens Medalje i 1977. Kunstneren var gift med billedhuggeren Sigrid Helga Lütken.
Kilde: LEX – Danmarks Nationalleksikon
Foto: Varde Lokalarkiv

