Paul Cederdorff
Paul M. Cederdorff (1938–2026) var maler, grafiker, keramiker og billedhugger. Hans værker fremstår nutidige og formbevidste, præget af en sikker fornemmelse for materialernes energi og udtryk.
Allerede i de tidlige år blev han introduceret til kunsten gennem hjemmet i Holstebro, hvor maleren Knud E. Skou og multikunstneren Jens Jørgen Thorsen var hyppige gæster. Som blot 12-årig blev han optaget på Poul Rythers maleskole i Holstebro, og senere uddannede han sig til malersvend. Hans læremester – selv en dygtig tegner, maler og fotograf – gav ham stor frihed til at udvikle sit eget kunstneriske udtryk og støttede hans videre vej ind i kunsten.
Kunsten kom gradvist til at fylde mere, og Cederdorff videreuddannede sig ved en række kunstskoler i Danmark og udlandet, herunder Harald Isensteins tegne- og maleskole, Auskou Jensens Tegneskole i København, Odense Malerskole, Det Fynske Kunstakademi hos Albert Elmsted og Kaj Kylborg samt Kunstgewerbeschule i Zürich. Studier og rejser gav ham mulighed for at møde og hente inspiration fra centrale skikkelser i moderne skulptur, herunder Henry Moore, Alberto Giacometti og Constantin Brancusi.
Rejser i især Sverige og Norge fik stor betydning for hans kunstneriske udvikling. Her studerede han helleristninger og steninskriptioner – spor af ældre kulturers billedsprog, som siden kom til at præge hans værker med en stærk historisk og sanselig dimension.
I 1964 vendte Cederdorff tilbage til Holstebro, hvor han arbejdede som malersvend, samtidig med at han engagerede sig aktivt i det lokale kunstliv. Han arrangerede blandt andet udstillinger for kunstnergruppen Ung Kunst og var initiativtager til Skolen for eksperimentalkunst, der arbejdede med et internationalt udsyn. Derudover grundlagde han både en grafisk skole samt en tegne- og maleskole.
I 1968 blev han tilknyttet Jyske Dragonregiment som kunstkonsulent med ansvar for undervisning og udstillingsvirksomhed. Her arbejdede han for at styrke det kulturelle engagement blandt soldaterne.
Sideløbende med sit kunstneriske virke var Cederdorff i 36 år lektor i billedkunst ved Holstebro Gymnasium og HF. Efter sin pensionering i 2005 helligede han sig fuldt ud sit eget kunstneriske arbejde. Frem til sin død boede og arbejdede han i Mejdal ved Holstebro.
Kilde: Paul Cederdorff
Foto: Tommy Bay
