Titel: “Livsspiral”, 2022
Kunstner: Jens Ingvard Hansen (f. 1967)
Materiale: Bronze og diabas
Mål: Højde: 220 cm. Dybde: 50 cm. Bredde 50 cm.
Erhvervet: Købt af kunstneren
Placering: Nygade / Smedegade, 6800 Varde
Opstillingsår: 2022/2025
Skænket af: Poul Erik Bech Fonden
”Livsspiral” fra 2022 af billedhugger Jens Ingvard Hansen (f. 1967) rummer en fortælling om livets oprindelse. Det er en figur, som ikke har en start eller en slutning, men derimod et uendeligt forløb.
Skulpturen er udført i bronze og monteret på en sokkel af diabas. Den har en ornamenteret overflade, som delvist er inspireret af den ornamentik, man kan finde på bronze-genstande fra bronzealderen. På den måde rækker den tilbage mod noget oprindeligt.
Kunstværket var en del af den midlertidige udstilling Walk of vARTe fra maj til oktober 2022, der bestod af 10 skulpturer (+ en ekstra), alle udført af Jens Ingvard Hansen. Værkerne var placeret i bymidten og i en række udvalgte butikker i gågaden.
I forbindelse med udstillingen kunne deltagerne stemme på deres personlige favorit og dermed være med til at bestemme, hvilken skulptur byen skulle beholde. Den skulptur, der fik flest stemmer, var “Livsspiral”.
Skulpturen har hidtil stået midlertidigt placeret på Skansen, men fik i 2025 en permanent plads i Nygade.
En anden og lidt mindre udgave kan ses i Ølgod.
“Livsspiral” er skænket af Poul Erik Bech Fonden.
Kilde: Kunst i Varde
Foto: Kunst i Varde
Jens Ingvard Hansen