Titel: “Double Vision”, 2022 (Verdensmål 2: Stop sult)
Kunstner: Ulrik Schiødt (f. 1972)
Materiale: Vandbaseret akrylmaling og spraymaling
Erhvervet: Bestillingsopgave
Placering: På Kulturspinderiet ved skaterbanen, Kærvej 21, 6800 Varde
Opstillingsår: 2022
Skænket af: Den Jyske Kunstfond, Region Midtjylland, Kulturlaboratoriet, Varde Kommune, Ungehuset Varde
Værket “Double Vision” er en del af projektet Verdensmålsgavlene, der er et samarbejde mellem ni kommuner i Midt- og Vestjylland (Herning, Struer, Holstebro, Varde, Skive, Syddjurs, Ringkøbing-Skjern, Hedensted og Ikast-Brande kommune).
De 17 kunstværker er placeret i byerne Sinding-Ørre, Asp, Tirstrup, Hedensted, Skive, Holstebro, Ringkøbing, Faster-Astrup, Skjern, Skarrild, Herning, Timring, Engesvang, Nørre Snede, Ikast, Brande og Varde.
Motivet har flere lag og der inviteres til storytelling. Kulturspinderiets Ungehus-område, hvor vægmaleriet er placeret, har stor aktivitet og energi. Dette udtrykkes i landskabets dynamik og flere af motiverne.
Landskabet i billedet har en skulpturel inspiration, der henviser til Vardes mange skulpturer.
Det er samtidig inspireret, og videreudviklet, af omgivelserne omkring vægmaleriets placering, nemlig skateranlæggets kurvede udformning. Fra det relativt simple, over i abstraktion. Fra betonfarver til sandfarver, fra storby til sand og ørken.
Verdensmålet Stop Sult visualiseres på flere måder: Ørkenen repræsenterer sult, og man ser i det fjerne, mennesker på vandring efter vand og mad. Som modsætning til de ufrugtbare omgivelser, aner man oasen i den kvindelige silhuets skikkelse. Det er malet så billedet får en dobbelthed, der også henleder til titlen “Double Vision”, hvilket handler om mulige synsforstyrrelser, forårsaget af sult.
I den blå baggrund omkring kvinden kan man ved nærmere eftersyn ane rige mængder mad. Der er et par andre Stop Sult referencer i den blå baggrund, når man ser efter. Verdenskortet er i hvert fald til at få øje på, og det henleder opmærksomheden på Verdensmålene. Så vi er både helt lokalt i Varde, men med et blik ud på fjerne egne, hvor så mange mennesker er i en helt anden situation end vi er vant til her hjemme.
Muren blev indviet lørdag den 24. september 2022 med taler af Udvalgsformand i Kultur og Fritid Sandie Eis Ravn, Folketingspolitiker Birgitte Vind, billedkunstner, forfatter og lyriker Hans Tyrrestrup, kunstneren Ulrik Schiødt og kulturkonsulent Carsten Jensen fra verdensmålsgavl-projektet.
Verdensmålsgavlene / 17gavle.dk
Foto: Rasmus Bendix / Bendix Production
Ulrik Schiødt (f. 1972)