Titel: “Mindesten”, 2008
Kunstner: Jørgen Glud (f. 1942)
Materiale: Granit
Erhvervet: Ukendt
Placering: Mosevrå Kirke, Vejers Havvej 1, 6853 Vejers
Opstillingsår: 2008
Skænket af: Commonwealth War Graves Commission
Mindestenens formål er at ære de mennesker, der under Anden Verdenskrig omkom på havet eller mistede livet under omstændigheder, hvor deres identitet ikke kunne fastslås. Disse ukendte faldne blev begravet ved Mosevrå Kirke, men længe uden individuelle gravsten. Af respekt for deres minde ønskede menighedsrådet derfor at etablere en særlig mindesten.
Værket består af en massiv granitsten med et gennemgående hul, hvori der anes et kors. Når man ser igennem åbningen, opstår en oplevelse, der minder om et sigtekorn – en subtil, men stærk reference til krigens vold og de liv, der gik tabt.
Opsætningen af mindestenen var ikke uden vanskeligheder. Den ønskede placering lå tæt ved en gravplads, hvilket udløste særlige kirkegårdsregler, der måtte efterleves. Kunstnerens oprindelige intention var, at stenen skulle hælde let, så beskueren fik direkte sigtelinje gennem åbningen.
Reglerne gjorde denne løsning umulig, og i stedet blev stenen opstillet lodret. Uden kunstnerens accept blev den desuden gravet så langt ned, at kun halvdelen af den tiltænkte højde var synlig. Da Jørgen Glud blev gjort opmærksom på ændringerne, ønskede han i første omgang værket fjernet, da det ikke længere formidlede hans intention.
Efter en dialog mellem parterne blev der fundet et kompromis, og mindestenen står i dag ved Mosevrå Kirke som et markant og eftertænksomt minde over de ukendte ofre for krigen.
Kilde: Dokument fra Varde Kommune
Foto: Bendix Production
Jørgen Glud